Hernesaaren Löyly er det første byggeprojekt i Finland, som opnår en FSC projektcertificering. Historien bag det succesrige offentlige saunabyggeri kan give projektejere og entreprenører i Danmark en bedre forståelse af denne mindre kendte FSC-certificeringstype.
Sauna-projektet Hernesaaren Löyly har vakt stor opmærksomhed i forbindelse med dens bæredygtighedsmål. Historien er nået ud over Europas grænser, så vidt som til New York Times og Hollywood Reporter.
De to ejere, skuespilleren Jasper Pääkkönen og Antero Vartia, som er medlem af det finske grønne parti, har haft store ambitioner om at skabe en offentlig sauna med bæredygtighedsmål indbygget i alle niveauer af projektet. De ambitioner har de nu opfyldt.
En grøn sauna-drøm i Finland
Miljøhensyn indtager en central plads i projektet, og miljø-skånende elementer og tilgange er blevet indarbejdet i hele saunakomplekset, fra FSC træmaterialerne, der er anvendt til de forskellige dele af konstruktionen, til valget af de bæredygtige energikilder der forsyner bygningen - og maden der serveres i den tilstødende restaurant.
Restauranten har fået rådgivning fra WWF til at udvikle en ansvarlig menu, der tilbyder lokalt producerede råvarer og bæredygtigt fangede fisk.
FSC Finland har rådgivet omkring træmaterialerne, der er brugt til saunaen, og har hjulpet med at sikre, at den udvendige facadebeklædning, terrassebrædderne og den dekorative væg inde i restauranten alle er omfattet af en FSC-projektcertificering.
Löyly kan være stolte af at være det første FSC-certificerede projekt i Finland. Det er også det første FSC-projektcertifikat udstedt af NEPCon.
Fleksibel certificering og høje standarder
FSC-projektcertificering kan anvendes til mange forskellige slags enkeltstående byggeprojekter af alle størrelser, fra et TV-apparat til et storstilet boligkompleks.
For eksempel er Löylys projektcertifikat partielt, idet det dækker visse trækomponenter, der er brugt i bygningen. FSC-certificeret træ er anvendt til gitterværk, udvendige overflader og terrassebelægning; mens de indvendige vægge er lavet af materiale der er blevet tilovers ved produktion af birkekrydsfiner. Alle træelementer i bygningen er behandlet med et nordisk miljømærket produkt.
Projektejere kan også søge om fuld projektcertificering, hvor alle træbaserede materialer brugt i byggeriet enten er FSC-certificerede eller består af genvundne materialer.
Lauri llola, projektleder fra FSC Finland, tilføjer:
"Projektcertificering er en relativt ny og ukendt måde, hvorpå byggesektoren kan udvise ansvarlighed i et bygget miljø. Det er en skam, at FSC-projektcertificering endnu ikke er bedre kendt, for det sætter projektejerne i stand til at tydeliggøre, at de kun ønsker at købe træ, som kommer fra ansvarlige kilder med de højeste krav til skovbrug. Og det er noget, som mange interessenter sætter pris på."
Nemmere løsning for projektejere
Store byggeprojekter engagerer ofte flere forskellige entreprenører og underleverandører. Dog er antallet af FSC CoC-certificerede entreprenører på markedet stadig er begrænset. Det har FSC-projektcertificering netop en løsning på.
FSC-projektcertificeringsstandarden kræver at projektlederen, udpeget af projektets ejere, tager ansvar for at auditere ikke-certificerede entreprenører og underleverandører i overensstemmelse med FSC’s krav. Det betyder, at projektlederen på følsomme steder i produktionsprocessen vil tjekke om der er risiko for blanding med ikke-certificeret materiale. Projektlederen vil også sørge for, at alle andre krav – til uddannelse, journalføring, etc. – er opfyldt af de ikke-certificerede entreprenører og underleverandører. Derved har projektejeren mange flere entreprenører at vælge imellem til FSC-certificerede projekter.
Mindre kendt FSC certificering i vækst
På trods af sin anvendelighed til forskellige størrelser af projekter, er FSC-projektcertificering endnu ikke udbredt blandt byggeprojekter. En væsentlig årsag er ganske enkelt mangel på viden om denne form for certificering blandt både projektejere og entreprenører.
"Vi har brug for flere banebrydende projekter som dette i bygge- og anlægssektoren for at vise projektejere og entreprenører vejen," sagde Lauri Ilola.
Brug af ansvarligt indkøbt træ i byggeprojekter er ikke nogen nyhed. Byggebranchen er i stigende grad opmærksom på værdien af at bruge træ fra ansvarlige kilder i moderne og miljøvenligt byggeri.
Julie Møhl Laursen, Lead Auditor i NEPCon håber, at Löylys projektcertificering kan vække interesse for FSC-projektcertificering blandt andre projektejere:
"Forhåbentlig vil Löyly være et forbillede for et stort antal projektejere derude, som kan se ideen i føre deres visioner ud i livet med brug af FSC-materiale fra ansvarlige kilder."
"I fremtiden håber vi at høre fra projektejere, der er blevet inspireret af projekter som dette", tilføjer hun.
Klik her for at lære mere om FSC-projektcertificering.